Det levende væsen

Fra Martinus Respondoj
Spring til navigation Spring til søgning

Martinus analyserer det levende væsen ud i jeg'et, skabeevnen og det skabte, som han benævner henholdsvis X1, X2 og X3. De tre X'er udgør et treenigt princip og alle tre har analysen "et evigt noget, som er". De tre principper er evige og hævet over det skabte og timelige ting [1]. Det levende væsen er en evig kendsgerning.

Det levende væsen har en overbevidsthed, som udgøres af X1 og X2 samt en underbevidsthed, som udgøres af X3. Underbevidstheden opdeles i en dagsbevidsthed og en natbevidsthed.

Jeget, overbevidstheden, skæbneelementet, underbevidstheden, gennem hvilken oplevelsen bliver til dags- og natbevidsthed, danner således tilsammen det "evigt levende" i det levende væsen. LB6 2172 [2]

Martinus beskriver verdensaltet som et levende væsen i den betydning at der er en plan og bevidsthed bag.

Martinus's definition af levende væsener: De "levende væsener" er hverken mere eller mindre end blot og bart - fortsat skiftende situationer, udløst af jegets tilknytning til stoffet eller materien. LB2, 314 [3]

"Roret i denne kurs er dets vilje, mens dets opfattelse af livet eller tilværelsen er dets kompas." [4]

Det levende væsen tilkendegiver sig i materien (X3) [5].

Andre begreber

Principper

Funktioner

Riger


Evig og timelig

Det levende væsen udgør et "noget", som udgør det timelige og et noget som er hævet over det timelige (det evige eller uendelige) [6]


Referencer